Langedil Vin
Langedil Vin
Vi er en lille gruppe familiemedlemmer, der har dannet selskabet Langedil Vin og Event I/S. Navnet Langedil har sin oprindelse i det gamle navn for den lange bakke "den lange dil", som vores slægts-gård Brahesdal ligger på. Her er Henning Nielsen født og her er hans 3 børn, Katja, Bjarke og Tenna vokset op. Brahesdal ligger på Sydvestfyn i Haarby og gården kan dateres tilbage til år 1789.

I 2005 fik Katjas mand Jesper en idé, som gik ud på at vi skulle forsøge et fremstille en dansk vin. I tidens løb er det blevet vores fælles drøm at gå sammen i et familieprojekt og skabe en fynsk vin af høj kvalitet. Familiesammenholdet og glæden ved at være sammen er vores drivkraft og fundament.

Det er fremtidsvisionen, at Brahesdal skal blive et samlingssted for en lang række aktiviteter "events" udover vinprojektet, som er det projekt vi arbejder med for tiden.

Vi tror fuldt og fast på, at det i Danmark er muligt at producere spændende vine som har deres unikke særpræg, så det er vores ambition at forsøge at fremstille sådanne vine.

Vi benytter druesorter som er fremavlet til at kunne trives i et koldere klima. Gården ligger i vinavlszone 2 hvor størstedelen af disse sorter kan modne tilfredsstillende. Med henblik på planteavl er jorden på Langedil meget frugtbar og har velegnede jordbunds-forhold. Desuden er der i familien en stor erfaring med planteavl og en passion for fødevarer af høj kvalitet. På  denne baggrund har vi stor tiltro til, at vi kan fremstille en vin, med en unik karakteristik og en høj kvalitet.

Alle er velkomne til at komme forbi, se markerne og høre historien om vingården. Det er naturligvis nødvendigt at ringe på forhånd.
               Nyheder

Hvidvin og rosévin årgang 2010 er nu klar til salg. De koster 150kr pr flaske. Se yderligere detaljer under Vores vin

Der er åbent på vingården for salg af vores vine alle lørdage kl 11-13 frem til oktober. I juni, juli og august er der også åbent onsdage kl 15-17.

Se Fødevarestyrelsens smiley-rapporter.
29/11 blev vi tjekket af fødevare-
styrelsen.

Vores Brahesdal hvidvin købes hos Skjold Burne i Århus midtby.